Familie & Arv
Hvad er et indbotestamente? | Alt du skal vide
Et indbotestamente giver dig mulighed for at bestemme, hvem der skal arve dine personlige ejendele, når du ikke er her længere. Det kan være møbler, arvestykker, smykker eller andre genstande, der har affektionsværdi for dig og din familie. Du kan her læse alt, du skal vide om indbotestamenter: Hvad det er, hvad det kan bruges til, hvordan du gør det gyldigt, og hvorfor det kan være en god idé at oprette et.

Hvad er et indbotestamente?
Et indbotestamente er et juridisk dokument, hvor du som arvelader (den, som andre skal arve fra) bestemmer, hvordan dine personlige ejendele skal fordeles efter din død. Det handler typisk om det, man kalder sædvanligt indbo. Det kan være møbler, lamper, køkkengrej, smykker, ure og andre genstande, der har affektionsværdi.
Et indbotestamente adskiller sig fra et almindeligt testamente ved, at det kun gælder konkrete ejendele og ikke den samlede arv i form af penge, aktier eller fast ejendom. Det giver dig mulighed for at sikre, at bestemte ting havner hos bestemte personer, helt som du ønsker det.
Hvis du for eksempel vil sikre, at en særlig stol, et arvet smykke eller en bestemt kunstgenstand går til et barnebarn eller en god ven, er det her dokument relevant.
Hvad er ’sædvanligt indbo’?
Det er kun sædvanligt indbo, der er dækket af et indbotestamente. Begrebet “sædvanligt indbo” dækker over almindelige ejendele, man typisk har i et hjem. Det inkluderer møbler, køkkenting, elektronik, tøj, ure, smykker og lignende. Kort sagt: Det, du bruger i hverdagen, eller som almindeligvis findes i et privat hjem.
Men der er grænser for, hvad der er en del af sædvanligt indbo. Ting af høj økonomisk værdi, f.eks. kunstværker, samlinger eller kostbare arvestykker, falder ofte uden for, hvad der regnes som sædvanligt indbo. I sådanne tilfælde bør du i stedet bruge et almindeligt testamente for at sikre arveretten.
Det er også vigtigt at vide, at et indbotestamente ikke kan bruges til at ændre den overordnede fordeling af arven eller fravige arvereglerne. Det gælder kun fordelingen af konkrete ejendele og påvirker ikke, hvem der får hvor meget af formuen.
Derfor bør du overveje et indbotestamente
Der er flere gode grunde til at oprette et indbotestamente:
- Du sikrer, at dine ejendele havner hos de personer, du har i tankerne
- Du mindsker risikoen for uenigheder blandt arvingerne
- Det er enkelt og hurtigt at lave
Et indbotestamente er særligt nyttigt, hvis du har ejendele med affektionsværdi. Det kan være en halskæde fra en afdød ægtefælle, et ur der har gået i arv, eller et møbel med særlig betydning. Her kan du sikre dig, at de enkelte ejendele ender hos dem, der vil sætte pris på dem.
Det er også en måde at forebygge konflikter. Mange diskussioner kan opstå, når arvingerne er uenige om, hvem der skal have hvad. Når dine ønsker er nedskrevet og tydelige, er der ikke noget at diskutere.
Hvordan gør jeg indbotestamentet gyldigt?
Et indbotestamente er gyldigt, hvis det opfylder nogle enkle krav:
- Det skal være skriftligt
- Det skal være underskrevet og dateret.
- Det skal tydeligt fremgå, hvem der skriver det (navn og gerne adresse eller CPR-nummer).
- Det skal fremgå tydeligt, hvilke genstande det drejer sig om, og hvem de skal tilfalde.
Der er ikke krav om notar eller vidner, som ved et almindeligt testamente. Det gør det nemt og hurtigt at oprette. Men netop derfor er det også vigtigt, at formuleringen er tydelig og præcis.
Du kan skrive det i hånden eller på computer. Det vigtigste er, at det er klart, hvad du vil, og at du selv har skrevet under.
Du kan når som helst ændre eller tilbagekalde et indbotestamente. Hvis du gør det, er det vigtigt at datere og underskrive den nye version tydeligt, så det står klart, hvad der gælder.
Juridisk rådgivning hos TestaViva
Hos TestaViva kan du få juridisk rådgivning, hvis du er i tvivl om, hvordan du laver et testamente, hvad end det er et indbotestamente, notartestamente, vidnetestamente, børnetestamente eller et gensidigt testamente. Vi kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvilket testamente der er det rette valg for dig.
Vi tilbyder også muligheden for at kombinere et indbotestamente med et almindeligt testamente. Det kan være en fordel, hvis du både vil sikre bestemte genstande og styre fordelingen af den samlede arv.
Med vores hjælp får du styr på papirarbejdet og ro i maven.

.jpg)

.avif)

