Familie & Arv
Forældremyndighed – regler, typer og dine rettigheder
Forældremyndighed handler om, hvem der har ret og pligt til at træffe de vigtigste beslutninger om et barn. I denne guide får du overblik over reglerne for fælles og fuld forældremyndighed, hvordan forældremyndigheden kan ændres, og hvilke regler der gælder for samvær, flytning og økonomi.

Hvad betyder forældremyndighed?
Forældremyndighed er retten og pligten til at træffe de store beslutninger om dit barn. Det handler om valg, der former barnets liv: skole og uddannelse, flytning til udlandet, større medicinske indgreb og navngivning. Har I fælles forældremyndighed, skal I som udgangspunkt være enige om disse beslutninger.
Hvilke typer forældremyndighed findes der?
Hvad er fællesforældremyndighed?
Fælles forældremyndighed – også kaldet delt forældremyndighed - betyder, at begge forældre deler ansvaret for de store beslutninger. I skal som udgangspunkt være enige om store beslutninger som skole, religion, navneændring og flytning. Den forælder, som barnet bor hos (bopæl), træffer normalt hverdagens beslutninger som fritidsaktiviteter, valg af daginstitution og almindelige lægebesøg.
Fælles forældremyndighed er udgangspunktet i Danmark. Er I gift ved barnets fødsel, har I fælles forældremyndighed fra start. Er I ikke gift, har moren forældremyndigheden alene, indtil I registrerer faderskabet, som vil medføre fælles forældremyndighed. I vil fortsat have fælles forældremyndighed efter et brud, medmindre I vælger at ændre det, eller hvis samarbejdet ikke fungerer.
Hvad er fuld forældremyndighed?
Fuld forældremyndighed betyder, at én forælder alene træffer de storebeslutninger. Én forælder kan få forældremyndigheden alene, hvis det vurderes at være bedst for barnet – f.eks. hvis forældrene ikke kan samarbejde om de væsentlige beslutninger. Hvis I er enige, kan I aftale, at den ene har forældremyndigheden alene.
Hvordan ændrer man forældremyndighed?
Hvornår ophæves fælles forældremyndighed?
Familieretshuset og domstolene kan behandle sager om ophævelse af fælles forældremyndighed, hvis samarbejdet mellem forældrene er så konfliktfyldt, at fælles forældremyndighed ikke vurderes at være bedst for barnet.
Du starter sagen i Familieretshuset. Her forsøger myndighederne at hjælpe med aftaler, konfliktmægling og rådgivning. Lykkes det ikke, sendes sagen videre til Familieretten.
Hvordan søger man om fuld forældremyndighed?
Hvordan man får ene forældremyndighed, afhænger af, om forældrene er enige eller uenige. Hvis I er enige, skal I anmelde det til Familieretshuset gennem en blanket for at registrere, at én af jer har forældremyndigheden alene. Hvis I er uenige, behandles sagen i Familieretshuset og eventuelt familieretten, som træffer afgørelse ud fra, hvad der er bedst for barnet. Her skal I også udfylde et skema, hvor I angiver, hvad I har brug for hjælp til.
Hvad er reglerne for samvær og flytning?
Reglerne om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær hænger sammen, men de regulerer forskellige spørgsmål. Forældremyndighed handler om, hvem der træffer de væsentlige beslutninger om barnet. Barnets bopæl handler om, hvor barnet skal bo, mens samvær handler om barnets kontakt med den forælder, barnet ikke bor hos.
En afgørelse om forældremyndighed ændrer ikke i sig selv reglerne om samvær. Barnet har som udgangspunkt ret til samvær med den forælder, det ikke bor hos, og forældrene kan selv aftale, hvordan samværet skal foregå. Hvis de ikke kan blive enige, kan Familieretshuset eller Familieretten træffe afgørelse om samværet ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Ved fælles forældremyndighed må bopælsforælderen gerne flytte til en anden by i Danmark, men den anden forælder skal varsles senest seks uger før flytningen. Hvis barnet skal flytte til udlandet, Grønland eller Færøerne, kræver det dog, at forældrene er enige.
Hvis en forælder har fuldforældremyndighed, kan personen selv bestemme, hvor barnet skal bo.
I alle tilfælde gælder det dog, at flytningen skal meldes til den anden forælder senest 6 uger før, den finder sted. På den måde får den anden forælder mulighed for at modsætte sig flytningen.
Hvordan hænger økonomi og forældremyndighed sammen?
Forældremyndighed har betydning for, hvordan børne- og ungeydelsen udbetales. Har I fælles forældremyndighed, får I hver en halvdel af børne- og ungeydelsen. Har den ene forælder fuld forældremyndighed, udbetales hele børne-og ungeydelsen til denne forælder. Bor I hver for sig, kan I aftale at ændrefordelingen, så ydelsen enten deles mellem jer, eller den ene forælder modtager hele beløbet. Bor I sammen, kan I ikke ændre fordelingen.
Børnebidrag omhandler, hvor barnet har bopælsadresse. Det kan du læse mere om her.
Juridisk tryghed for hele familien
Forældremyndighed er ét af de juridiske områder, mange forældre støder på. Hos TestaViva hjælper vi også med en række dokumenter, der kan skabe klarhed og tryghed i familielivet – blandt andet samværsaftaler, testamenter og fremtidsfuldmagter.
Se vores løsninger og find de dokumenter, der passer til din families behov.
Få styr på dokumenterne
De rigtige juridiske dokumenter sikrer dem, du holder mest af, mod tvivl og konflikter, hvis det værste sker. Bliv ringet op af vores rådgivere og få ro i maven på familiens vegne.
.webp)




