Omfanget

Der er uendeligt mange muligheder for at fastsætte omfanget af særejet. Det har intet at gøre med, hvilken type af særeje I vælger. Skal særejet omfatte alt, hvad I ejer, kaldes det for ”rent særeje”, og det betyder i realiteten, at ”mit er mit, og dit er dit”. Men I kan også vælge at begrænse omfanget til eksempelvis en brøkdel af, hvad I hver især ejer, så I opretter et såkaldt ”brøkdelssæreje”. Det kan eksempelvis være, at 40% af jeres værdier gøres til særeje, og 60% skal være fælleseje.

Omfanget kan også afgrænses til ét bestemt aktiv eller én genstand. Det bliver ofte brugt, hvis den ene ægtefælle ejer en virksomhed og man ønsker at holde den uden for deling. Det vil ofte være vanskeligt at dele en virksomhed, og i værste tilfælde kan det medføre, at man må sælge virksomheden. Det kan også være arvesmykker, som man ønsker at gøre til særeje. Resten af værdierne vil være fælleseje.

Derudover kan det blandt andet også aftales, at en sum skal være særeje – ”sumsæreje”. Summen skal være relateret til ét bestemt aktiv, for at sumsærejet skal være gyldigt, men dette hjælper TestaViva med at sikre ved oprettelsen.