Kan min formue være for lille til 30%-reglen?

Hej. Jeg har et spørgsmål til 30%-reglen. Er der noget negativt ved at gøre brug af reglen eller noget jeg på anden vis skal være opmærksom på? Min formue er noget mindre end i eksemplet, vil det have nogen betydning? Jeg ønsker at hele min arv skal gå til min ene forælder.

På forhånd mange tak for svar

Svar

Hej,

Der er som sådan ikke noget negativt ved at gøre brug af 30%-reglen. Det er en mulighed for at tilgodese et godt formål samtidig med, at man sparer på den boafgift, som ens efterladte skal betale.

At din formue er noget mindre end vores taleksempel på TestaViva har ingen betydning for, om du kan bestemme det eller ej. Det kan også være, at din økonomiske situation ændrer sig fra oprettelse af testamentet og til, du går bort. Jeg vil derfor aldrig undlade at bestemme anvendelse af reglen på grund af en lav økonomi. Er din økonomi meget lav den dag, hvor du går bort, kan det være, at den velgørende organisation siger "Nej tak" til at anvende 30%-reglen, hvis det økonomiske perspektiv er så lavt, at profitten vil blive overgået af administrative omkostninger. Siger de "Nej tak", er der intet tabt, din arving vil blot blive stillet, som hvis du slet ikke havde indført bestemmelsen.

Jeg bemærker, at du ønsker at indsætte dine forældre. Det er ikke muligt at anvende 30%-reglen overfor dine forældre, hvilket skyldes, at de alene skal betale 15% i boafgift og ikke tillægsboafgift. Det er kun, når boafgiften er 36,25%, at der er en økonomisk gevinst ved at tildele 30% til en velgørende organisation med bestemmelse om, at de skal afholde boafgiften for arvingen. Det er eksempelvis dine nevøer, niecer, søskende, bedsteforældre, onkler og mostre og alle andre, som skal betale tillægsboafgiften, og hvor man dermed kan anvende 30%-reglen. TestaViva sørger selv for at spørge, om du ønsker at anvende 30%-reglen, når du indsætter en arving, hvor der skal betales tillægsboafgift.

Jeg håber, at det besvarede dit spørgsmål - ellers er du meget velkommen til at kontakte os igen.