Hjem > Boligartikler > Førstegangskøber
En komplet guide til førstegangskøbere
Førstegangskøbere står ofte over for en spændende, men kompleks rejse. Fra budgetlægning til valg af bolig og underskrift på købsaftalen er der mange trin at navigere i. En grundig forberedelse kan hjælpe dig med at undgå faldgruber og træffe gode beslutninger.

Indholdsfortegnelse
Hvordan foregår et boligkøb?
Når du køber bolig, er der flere skridt, du skal igennem, før du står med nøglerne i hånden. Vi gennemgår her skridtene i et boligkøb trin for trin.
Du skal først danne dig et overblik over din økonomi og beregne dit rådighedsbeløb. Det er det beløb, du har tilbage efter betaling af udgifter som forsikringer, mad, transport og lignende. En tommelfingerregel er, at du skal have et beløb på 7.520 kr., når du køber bolig alene, og 12.750 kr., når du køber bolig med en anden. Derudover stiger det anbefalede rådighedsbeløb, hvis I har børn.
Du skal også have en opsparing til udbetalingen. Det er et lovkrav, at udbetalingen udgør minimum 5% af boligens pris. Vi anbefaler derfor, at du tager et møde med din bankrådgiver på forhånd, så du ved, hvor meget du kan låne.
Det er også en god idé at få en lånegodkendelse, inden du går i gang med at lede efter en bolig. En lånegodkendelse er en forhåndsgodkendelse fra banken, der angiver hvor stort et beløb, du kan låne til at købe bolig for. Derefter er det oplagt at søge hjælp hos en boligjurist, som kan hjælpe dig med boligkøbet fra start til slut. En køberrådgiver er opmærksom på eventuelle faldgruber, der kan være svære at opdage selv.
Når du har styr på din økonomi, kan du begynde at lede efter en bolig, der matcher dit budget og behov. Det er her særligt vigtigt, at du undersøger boligens rapporter grundigt, fordi de indeholder vigtig information om boligen. Selvom rapporterne har til hensigt at give dig et indblik i boligens fejl og mangler, er det ikke alt, der nødvendigvis fremgår af dem. Derfor er anbefaler vi altid at tegne en ejerskifteforsikring. Du kan læse mere om rapporter og ejerskifteforsikring nedenfor.
Så snart du har fundet en bolig, skal du sende oplysninger om den til din bank, så du kan blive endeligt godkendt til at låne til købet. Hvis du får rådgivning fra en boligjurist, skal du informere dem om godkendelsen, og det er også på det her tidspunkt, at du kan forhandle prisen.
Når du modtager købsaftalen, skal du læse den grundigt igennem. Den kan indeholde fejl, som kan have betydning for dig senere hen, og som du skal være opmærksom på at få ændret. Også her kan en boligjurist hjælpe og sikre dig det bedst mulige boligkøb. Det er ligeledes en god idé at få et rådgiverforbehold skrevet ind i købsaftalen, der sikrer, at købet kun bliver gennemført, hvis din juridiske køberrådgiver godkender købsaftalen. Underskriver du købsaftalen uden et sådant forhold og vælger at annullere købet efterfølgende, skal du betale 1% af købesummen til sælger inden for 6 hverdage.
Efter handlen er gået igennem skal du få oprettet et skøde. Et skøde angiver, at det er dig, der nu ejer boligen, og det er først officielt, når det bliver tinglyst. En juridisk rådgiver kan hjælpe dig med tinglysningen af skødet.
Der skal derefter udarbejdes en refusionsopgørelse. En refusionsopgørelse er en opgørelse over de udgifter, som sælger har betalt forud, men som køber overtager på overtagelsesdatoen, og de udgifter køber bliver opkrævet, men som stammer fra sælgers ejertid.
Til sidst er du klar til at overtage boligen. Når du får nøglerne, er det en god idé at gennemgå boligen, så du sikrer dig, at alt er, som det skal være.
Du ejer nu din egen bolig.
Finansiering af dit første boligkøb
Det kan være svært at få overblik over, hvordan du finansierer dit boligkøb, særligt som førstegangskøber. De fleste vælger en kombination af et banklån og et realkreditlån.
Opsparing
For at låne skal du have en opsparing, der svarer til minimum 5% af boligens pris. Det er altid en fordel at lægge mere end 5% i udbetaling, fordi lånet dermed bliver mindre. Hvis din opsparing er stor nok, kan du selvfølgelig købe boligen kontant.
Realkreditlån
Et realkreditlån bliver finansieret igennem et realkreditinstitut. Det er ofte den billigste måde at finansiere sit boligkøb på, fordi renten er lavere end på banklån. Når du optager et realkreditlån, stiller du din bolig som sikkerhed.
Du kan låne op til 80% af prisen til en helårsbolig, 75% af prisen til et sommerhus og 40% af prisen til en byggegrund.
Banklån
Et banklån er et lån, der finansieres af din bank.
Du kan som nævnt låne op til 80% af boligens pris med et realkreditlån, og du skal derudover kunne lægge mindst 5% af boligens pris som udbetaling. Derfor bruger mange et banklån til at finansiere de sidste 15%. Det kan være en fordel at lægge mere end de 5%, fordi et banklån er dyrere end et realkreditlån.
Køb af andelsbolig bliver udelukkende finansieret med et banklån, fordi realkreditlån ikke er muligt for andelsboliger.
Forældrekøb
Dine forældre kan også vælge at lave et forældrekøb, hvor de køber en bolig og derefter lejer den ud til dig.
Det er en god løsning, hvis du ikke selv kan optage et lån til boligkøbet.
Der er fordele og ulemper ved at lave et forældrekøb, som man som forældre skal have med i sine overvejelser. Hvis økonomien rækker, kan det være en oplagt måde at hjælpe sit barn godt i gang på boligmarkedet.
Du kan læse mere om forældrekøb her.
Vigtige dokumenter til boligkøb
Der er flere dokumenter, du skal kende til, når du køber en bolig. De hjælper dig med at kunne foretage et boligkøb på et informeret grundlag.
Salgsopstilling
Salgsopstillingen beskriver boligen. Den indeholder oplysninger om adresse, boligstørrelse, salgspris, energimærkning, forsikringsforhold og eventuelle udgifter, du skal være opmærksom på. Den kan også indeholde information om eventuel gæld, som du skal overtage i forbindelse med købet. Der er ofte også billeder af boligen.
Du kan læse mere på: www.boligejer.dk.
Købsaftale
En købsaftale beskriver aftalerne mellem dig og sælger. Det er for eksempel salgspris, overtagelsesdato og informationer som navn, adresse og telefonnummer på både køber og sælger.
Du skal være særligt opmærksom på, at købsaftalen kan indeholde vigtige informationer omkring ejendommen. Ofte indeholder købsaftalen beskrivelser af forhold, som sælger fraskriver sig ansvaret for. Er det tilfældet, vil du som udgangspunkt ikke kunne rette et krav mod sælger for de forhold efterfølgende.
Købsaftalen er bindende, når både du og sælger har underskrevet dokumentet. Hvis du bruger din fortrydelsesret, skal du betale 1 % af købesummen til sælger, og beløbet skal stå på sælgers konto inden for 6 hverdage.
Du kan også vælge at få købsaftalen betinget af, at din juridiske køberrådgiver kan godkende aftalen. I så fald kan handlen annulleres, uden du behøver at betale sælger 1 % af købesummen.
Købsaftalen vil ofte også være betinget af bankens godkendelse.
Energimærkerapport og elinstallationsrapport
En energimærkerapport viser boligens energieffektivitet. Rapporten bliver udarbejdet af en energikonsulent, som placerer boligen på en skala fra A2020-G, hvor A2020 er mest energieffektiv. Den indeholder oplysninger om energiforbruget og forslag til forbedringer, der kan give dig økonomiske besparelser.
Elinstallationsrapporten bliver udarbejdet af en autoriseret elektriker, der foretager en stikprøvekontrol af boligens elinstallationer.
Tilstandsrapport
En tilstandsrapport er et dokument, der bliver udarbejdet af en bygningssagkyndig. Den beskriver boligens synlige skader og mangler og giver dig indsigt i boligens stand..
Ejerskifteforsikring
En ejerskifteforsikring er en forsikring, der dækker skjulte fejl og mangler, som er opstået i sælgers ejertid, og som ikke fremgår af tilstands- eller elinstallationsrapporterne. Sælger står for at indhente tilbud til ejerskifteforsikringen, som kun kan tegnes, hvis der allerede er lavet både tilstands- og elinstallationsrapport.
4 gode råd til boligkøb
Når du står over for et boligkøb, kan følgende råd hjælpe dig igennem hele processen.
Hav dokumenterne i orden
Når du skal købe din bolig, skal du have styr på en række dokumenter, blandt andet: Lånegodkendelse, salgsopstilling, købsaftale, tilstandsrapport, energimærkerapport og elinstallationsrapport. Med de dokumenter ved hånden har du de bedste forudsætninger for et transparent boligkøb.
Læs mere om de vigtigste dokumenter til boligkøb.
Spar op i god tid
En opsparing er en forudsætning for at kunne købe en bolig. Start med at spare op i god tid, så du undgår at mangle penge til udbetalingen, når du finder din bolig. Sæt et fast beløb til side hver måned og gennemgå dit budget for at fjerne unødvendige udgifter. En hurtig forøgelse af din opsparing kan også komme fra et arveforskud eller et lån fra dine forældre.
Vær omhyggelig med de boliger, du overvejer
Når du leder efter en bolig, skal du sikre dig, at prisen er indenfor dit budget, og at boligudgifterne er til at betale.
Det er også en god idé at undersøge boligens energimærke, fordi det har indflydelse på dine udgifter til varme og el.
Boligens placering er også vigtig. Hvis for eksempel boligen ligger i et område med stor oversvømmelsesrisiko, kan det medføre store uforudsete udgifter.
Sæt prioriteter for boligen
Du vil sandsynligvis blive nødt til at gå på kompromis med nogle af dine krav til boligen. Lav en liste over de vigtigste egenskaber, boligen skal indeholde. Det kan være beliggenhed, størrelse eller indvendige kvaliteter. Det kan hjælpe dig med at finde den bolig, der bedst opfylder dine grundlæggende behov.
Få ekspertrådgivning af TestaViva
Hos TestaViva tilbyder vi juridisk køberrådgivning inden for alle boligtyper, og derfor står vi klar til at hjælpe dig, uanset om du står over for et køb af en ejerbolig, andelsbolig eller noget helt tredje.
Særligt for førstegangskøbere kan processen være svær at navigere i, og en juridisk køberrådgiver kan gøre en stor forskel. Vi kan hjælpe med at forhandle prisen, gennemgå dokumenter og sikre, at der ikke er skjulte mangler i købsaftalen. Vi sørger for, at købsaftalen bliver læst grundigt igennem, at et rådgiverforbehold bliver skrevet ind, og at hele processen forløber trygt og overskueligt. Desuden hjælper vi med tinglysning af skødet, så du er sikker på, at alt er i orden.
Vores mål er at gøre dit boligkøb enkelt og trygt, så du kan fokusere på glæden ved dit nye hjem.
Kom sikkert i mål med dit boligkøb
Bestil uforpligtende opkald
- Lad vores kunderådgivere give dig et overblik over hvilke dokumenter der kan hjælpe dig
- Personlig rådgivning og tryghed
- Er du kunde hos en af TestaVivas samarbejdspartnere opnår du rabat på alle løsninger
Ring mig op
Lad TestaViva hjælpe dig godt i gang med at finde drømmeboligen, gør brug af vores opstartspakke og få et telefonisk opkald af en af vores rådgivere.