Hjem > Boligartikler > De vigtigste dokumenter til boligkøb
De vigtigste dokumenter til boligkøb
Når du står over for et boligkøb, er det vigtigt at have styr på de dokumenter, du skal bruge. De er afgørende for en tryg bolighandel og sikrer, at du har et solidt fundament for en sikker og gennemskuelig handel.

Indholdsfortegnelse
Salgsopstilling
Salgsopstillingen er et dokument, der beskriver den bolig, der er til salg og indeholder forskellige oplysninger om boligen som salgspris, boligens størrelse og billeder af den.
Salgsopstillingen indeholder som regel:
- Udbudsprisen på boligen (prisen før evt. forhandling)
- Månedlig og årlig ejerudgift
- Udgifter til forbrug (for eksempel vand, varme og el)
- Den seneste offentlige vurdering
- BBR-areal (grund-, bygnings- og boligareal) og fordelingstal (ejerlejligheder)
- Ejendommens matrikelnummer og adresse
- Boligens anvendelse (f.eks. sommerhus eller helårsbolig)
- Eventuelle servitutter
- Energimærke
- Forureningsoplysninger
- Eventuel gæld, du skal overtage i forbindelse med købet
Du møder salgsopstillingen i starten af købsprocessen, hvor du typisk downloader den på ejendomsmæglerens hjemmeside, og den indgår også som en del af købsaftalen. Ejendomsmægleren udarbejder den, og den har til formål at fremstille boligen så attraktiv som muligt.
Rapporter
Et boligkøb er forbundet med en række rapporter, som du altid bør sætte dig ind i. Rapporter bliver typisk ikke udarbejdet i forbindelse med køb af lejligheder og andelsboliger, men kun på villaer og sommerhuse. Du kan se nogle af dem her:
Tilstandsrapport
En tilstandsrapport vurderer boligens synlige skader og stand, når du overtager den. Det kan være revner, fugtskader eller slitage. Den bliver udarbejdet af en uafhængig bygningssagkyndig. Tilstandsrapporten giver køberen et overblik over boligens stand, før købsaftalen bliver underskrevet.
Rapporten er ikke lovpligtig, men den skaber tryghed og gennemsigtighed for både køber og sælger. Tilstandsrapporten er dog – sammen med elinstallationsrapporten – et krav, hvis du vil tegne en ejerskifteforsikring, der dækker skader, som ikke fremgår af rapporterne.
Elinstallationsrapport
En elinstallationsrapport indeholder en vurdering af en boligs elinstallationer. En autoriseret elektriker gennemgår boligens elinstallationer med henblik på at identificere fejl, mangler eller ulovlige installationer.
Det er ikke lovpligtigt at få udarbejdet en elinstallationsrapport, men det er en god måde for både køber og sælger at opnå gennemsigtighed i salgsprocessen og at undgå konflikter.
Elinstallationsrapporten er dog – sammen med tilstandsrapporten – et krav for, at køber kan tegne en ejerskifteforsikring.
Ejendomsrapport
En ejendomsdatarapport er en samlet oversigt over relevante oplysninger om en ejendom, der hentes fra offentlige registre. Rapporten indeholder information om blandt andet ejendommens areal, alder, beliggenhed, servitutter, ejendomsskatterestancer, spildevandsplaner, byggesager og lokalplaner.
Det er sælgers mægler, der bestiller ejendomsdatarapporten, så køber kan få de nødvendige oplysninger om ejendommen.
Købsaftale
En købsaftale beskriver aftalerne mellem køber og sælger, for eksempel salgspris, overtagelsesdato og oplysninger om køber og sælger. Købsaftalen er bindende, når I begge har underskrevet dokumentet. Som køber har du dog en fortrydelsesfrist på seks hverdage, efter sælger har underskrevet.
Det er også muligt at lave en betinget købsaftale. Det betyder, at vise betingelser skal være opfyldt, før købsaftalen træder i kraft.
BBR-meddelelse
En BBR-meddelelse er en officiel oversigt fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), der indeholder oplysninger om boligens areal, opførelsesår, antallet af værelser, bygningstype, anvendelse og installationer.
Det er ejendommens nuværende ejer, der har ansvaret for at holde BBR-oplysningerne opdaterede. Derfor skal du som køber være opmærksom på eventuelle fejl i indberetningen, inden du overtager boligen.
Du kan finde oplysningerne på bbr.dk, hvor du kan slå adressen op.
Servitutter
En servitut er en juridisk bestemmelse, der er knyttet til en ejendom og på den ene eller anden måde begrænser råderetten over ejendommen. Servitutter kan have stor betydning for dig som ejer af en bolig.
Alle former for ejendomme kan være pålagt servitutter. Servitutterne følger ejendommen, så det er vigtigt at være opmærksom på, om der er servitutter på matriklen. Du kan finde en oversigt over servitutter på din ejendom på tinglysning.dk.
Eksempler på servitutter:
- Tilstandsservitut
- Udsigtsservitut
- Erhvervsservitut
- Ulempeservitut
Skøde
Et skøde er en slags digital registrering, der viser ejendommens ejer. Det bliver sker i forbindelse med en bolighandel og indeholder oplysninger om køber, sælger, ejendommens adresse og købesum.
Et skøde skal tinglyses for at være gyldigt. Derefter er det offentligt tilgængeligt og viser omverdenen, at det er dig, der nu ejer ejendommen.
Tinglysningsafgiften består af en variabel pris på 0,6% af boligens pris lagt sammen med en fast pris på 1.850 kr.
Tingbogsattest
En tingbogsattest er en udskrift fra Tingbogen, der indeholder oplysninger om ejendommen. Det er derfor et vigtigt dokument, når du vil købe en bolig, fordi den indeholder information om for eksempel servitutter, der kan have stor betydning for dit ejerskab.
Du kan gratis hente en uofficiel tingbogsattest.
Refusionsopgørelse
En refusionsopgørelse er en opgørelse over de udgifter, som sælger har betalt forud, men som køber overtager på overtagelsesdatoen, og de udgifter køber bliver opkrævet, men som stammer fra sælgers ejertid. Den fordeler udgifter som ejendomsskat, forsikringer og forbrug mellem sælger og køber, så I hver især kun betaler for egne udgifter. Derudover indeholder den også sælgers del af ejerskifteforsikringspræmien.
Refusionsopgørelsen udarbejdes typisk efter overtagelsesdagen og skal godkendes af begge parter for at sikre en retfærdig fordeling af ejendommens økonomiske poster.
I aftaler selv, hvem der står for at udarbejde refusionsopgørelsen. De fleste vælger at få en rådgiver eller advokat til at udarbejde den, og den skal udarbejdes senest 30 dage efter overtagelsesdagen. Prisen varierer, men starter ofte på omkring 2.000 kr. Hos os hos TestaViva er udarbejdelsen af en refusionsopgørelse inkluderet i den samlede pris, når du får køberrådgivning.
Forsikringer
Der er også forsikringer, du skal være opmærksom på i forbindelse med et boligkøb: nemlig ejerskifteforsikring og husforsikring.
Ejerskifteforsikring
Ejerskifteforsikringen dækker udgifter til skjulte skader, der ikke er nævnt i tilstands- eller elinstallationsrapporten, men som var til stede på overtagelsesdagen. Det er sælger, der står for at indhente tilbud til ejerskifteforsikringen, og køber kan kun tegne den, hvis sælger har fået udarbejdet en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport. Den skal oprettes, inden du får rådighed over boligen.
Du kan vælge to slags dækninger. Standarddækning gælder i 5 år og udvidet dækning gælder i 10 år. Sælger skal betale et fast beløb til forsikringen, der svarer til halvdelen af prisen på minimumsdækning.
En ejerskifteforsikring er ikke lovpligtig, men mange vælger at tegne en.
Husforsikring
En husforsikring dækker de skader, der opstår efter, at du har overtaget boligen. Det kan være skader forårsaget af brand, indbrud, stormskader og vandskader.
Det er ikke lovpligtigt at have en husforsikring.
Dog kræver långivere, f.eks. banker og realkreditinstitutter, typisk, at ejendommen som minimum er brandforsikret, når der er optaget lån i huset. Dette sikrer deres investering i tilfælde af brand. Derfor skal husforsikringen, der inkluderer branddækning, være oprettet inden overtagelsesdatoen.
Prisen på forsikringen afhænger af husets størrelse, byggeår og generelle stand. Den valgte selvrisiko spiller også en rolle.
Få ekspertrådgivning af TestaViva
Hos TestaViva tilbyder vi juridisk køberrådgivning inden for alle typer af bolig. Derfor står vi altid klar til at hjælpe dig. Vi hjælper dig med at gennemgå og forstå hele købsprocessen, så du med ro i maven kan købe din næste bolig.
Kom sikkert i mål med dit boligkøb
Bestil uforpligtende opkald
- Lad vores kunderådgivere give dig et overblik over hvilke dokumenter der kan hjælpe dig
- Personlig rådgivning og tryghed
- Er du kunde hos en af TestaVivas samarbejdspartnere opnår du rabat på alle løsninger
Ring mig op
Lad TestaViva hjælpe dig godt i gang med at finde drømmeboligen, gør brug af vores opstartspakke og få et telefonisk opkald af en af vores rådgivere.