Særeje
Du kan i dit testamente aktivt tage stilling til, hvorvidt du ønsker, at dine arvingers arv skal være særeje. Hvis du ønsker, at dine arvinger skal have fuld råderet over deres arv, fx hvis de bliver skilt, bør særeje vælges.
Det tredjemandsbestemte særeje er særeje bestemt af dig for dine arvinger. Vælger du, at arven efter dig, skal være særeje for dine arvinger, beskytter du arven for dine arvinger – på den måde vil arven ikke skulle deles ved en eventuel senere separation eller skilsmisse eller ved død.
Hvis særeje ikke vælges, vil arven indgå i et ægteskabs delingsformue, og ægtefællen får dermed råderet over halvdelen af din arv ved både separation, skilsmisse og død. Du kan frit vælge, hvilke af dine arvinger der skal modtage arv som særeje. Samtidig kan du bestemme, om særejet skal kunne ophæves og på hvilke betingelser.
Båndlæggelse
Du har mulighed for at båndlægge arven efter dig for arvingerne. Det kan være de tilfælde, hvor du ikke finder arvingerne økonomisk ansvarlige endnu til at håndtere arven – hvorfor du eksempelvis vil båndlægge arven, til de er fyldt 25 år og de på den måde modnet til at håndtere en større sum penge. Du kan vælge, om det skal være hele arven der båndlægges eller kun en del af den. Du er begrænset i at båndlægge tvangsarven til børn længere end til det fyldte 25. år, og du kan ikke båndlægge tvangsarven til en ægtefælle. Friarven kan du derimod båndlægge i den tidsperiode, du ønsker.
Du skal være opmærksom på, at en båndlæggelsesklausul er en yderst byrdefuld bestemmelse for dine arvinger, idet retsvirkningen er, at arvingen ikke kan råde over arven, før den frigives. Du bør derfor nøje overveje, om en båndlæggelse er nødvendig.
Du skal ikke begrunde båndlæggelsen af friarv, men det anbefales at begrunde den, da det er netop begrundelsen, der kan få betydning i forhold til en eventuel frigivelse. I det tilfælde, at du båndlægger tvangsarv, er det en betingelse i arveloven, at båndlæggelsen er begrundet – begrundelsen skal bygges på, hvad du finder bedst for livsarvingen.
Frigivelse af båndlagt arv. Er en arvings arv blevet båndlagt, kan arvingen anmode Familieretshuset om frigivelse af arven, hvis det er en velfærdssag for arvingen eller størrelsen på arven er af mindre værdi eller formålet med båndlæggelsen er ophørt.