Brevkassespørgsmål
Hej. Vi er et par som begge tidligere har været gift. Vi har begge en lejlighed, fra før vi mødte hinanden. Jeg har udlejet min, og min samlever har nu besluttet at sælge hans og købe en ny større. Vi har snakket om, at jeg skulle sælge min lejlighed og købe lejligheden sammen.
Når vi ikke er gift, bliver vi jo afhængige af, hvorledes vores to voksne særbørn reagerer ved den enes død. Hvis vi ikke kan købe arvingen ud, skal vi måske ud og finde et nyt sted at bo hurtigt?
Jeg tænker vi testamenter den ene halvdel af lejligheden til hinanden. Men så kommer vi til at betale arveafgift af halvdelen af lejligheden i tilfælde af død?
Derfor må det ideelle være, at vi bliver gift. Jeg køber halvdelen af den nye lejlighed fra salget af min lejlighed, og vi giver hinanden særeje på halvdelen af den nye ejerlejlighed?
Går et særeje forud for anden arv? Skal der være en bestemt portion eller procentdel arv til børn, så man derfor bliver nødt til at tage fra særejet, og den længstlevende ikke får sit “fulde” særeje?
Svar fra juristen
Hej,
Hvis I gifter jer, får I delingsformue, men I kan dog ved ægtepagt bestemme det anderledes. Jeg forudsætter, at I hver ejer 50 procent af lejligheden. I kan ved ægtepagt bestemme, at jeres respektive ejerandele skal være kombinationssæreje, sådan at førstafdødes del ved dennes død bliver delingsformue, og længstlevendes del bliver dennes fuldstændige særeje. Det kan I supplere med et testamente, hvorefter længstlevende skal arve mest muligt. På den måde vil I stå meget sikkert. Det er nemt og ligetil at lave en sådan konstruktion på TestaViva.
Lad mig forklare det i et eksempel: Lad os sige, at lejligheden har en nettoværdi på f.eks. 4.400.000 kr., og for nemheds skyld siger vi, at der ikke er andre værdier eller gæld. Hvis I gifter jer og gør som nævnt, og hvis din mand dør før dig, så vil der ske følgende:
Din halvdel svarende til 2.200.000 kr. bliver dit fuldstændige særeje. Din mands halvdel bliver ved hans død til delingsformue. Af delingsformuen får du halvdelen som såkaldt boslod, altså 1.100.000 kr. Den anden halvdel falder i arv efter din mand. Du arver 7/8 eller 962.500 kr.; mens hans barn arver 137.500 kr. Du får 31/32 af den samlede formue, og barnet får 1/32.
Skifteretten kan efter arvelovens § 35 give henstand med udbetaling af arven eller en del heraf til din mands særbarn, hvis arven ikke kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige for, at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.
Der kan gives henstand i først fem år, hvorefter skifteretten har mulighed for at give yderligere henstand i fem år mere. Der skal gives sikkerhed i fast ejendom, og der skal betales rente.
Det ovenfor omtalte eksempel er, hvis I gifter jer. Hvis I ikke gifter jer, skal der betales arveafgift (som i dag kaldes boafgift). Ægtefæller betaler ikke boafgift. Boafgiften er på 36,25 procent, men nedsættes til 15 procent, hvis I har haft fælles bopæl i de sidste to år før dødsfaldet og stadig har det på dødsfaldstidspunkt (bortset fra institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig), eller hvis I på tidspunktet for dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl og venter, har eller har haft et barn sammen.
Du spørger, om særeje går forud for anden arv. Særeje fortæller noget om, hvordan der skal deles ved ægteskabets ophør (det vil sige enten ved død eller ved separation og skilsmisse). Særeje regulerer ikke direkte arvens fordeling. Derfor er I nødt til at tænke testamente med ind i en løsning.
Hvis I vælger den løsning, jeg har peget på, bør I være opmærksomme på, hvad der skal ske, når længstlevende dør. Hvis længstlevende er voldsomt begunstiget, bør I se på, om denne fordel skal reguleres, når længstlevende på grund af død ikke længere har brug for beskyttelsen.
Nogle gør det ved at bestemme, at de to særbørn skal stilles, som var de fællesbørn. Andre opgør den fordel, som længstlevende får, og bestemmer, at fordelen så skal komme til udbetaling ved længstlevendes død.
Overvej nøje, hvordan arven skal fordeles efter længstlevende, da førstafdødes særbørn ikke er tvangsarving til længstlevende, hvorfor der i et testamente bør reguleres for den skævdeling, der kom i arvens fordeling. Det skal kombineres med, at testamentet ikke skal kunne ændres af længstlevende til skade for førstafdødes særbørn. TestaVivas løsning gør det nemt og ligetil at beslutte sådanne forhold.
Jeg håber, at det besvarede jeres spørgsmål – ellers er I meget velkommen til at kontakte os igen.
