fbpx

Brevkassespørgsmål

Hej. Jeg har et spørgsmål i forhold til forbrug af arv. Vi er et ægtepar, der har været gift i snart 20 år. Min kone står til at skulle arve en større formue fra hendes far, min svigerfar. Vil jeg automatisk have krav på 50% af arven eller have indflydelse på, hvad de skal bruges til eller ikke bruges? Eller kan min kone sige “haps” og selv bruge alle pengene efter eget ønske?

Svar fra juristen

Hej,

Arven bliver din hustrus bodel inden for delingsformuen. Hun bestemmer derfor, hvad pengene skal bruges til. Du har dog krav på, at hun råder forsvarligt over arven. Hvis din hustru misbruger sin rådighed eller på anden uforsvarlig måde væsentligt forringer sin bodel, vil du eventuelt kunne rejse et vederlagskrav på et senere skifte af fællesboet. Et skifte er, når I går fra hinanden, og begge jeres formuer skal gøres op.

I tilfælde af separation, skilsmisse eller død skal arven indgå i bodelingen på linje med jeres øvrige ejendele.

Du kan kort læse om de forskellige misbrugsregler her:

Misbrugskrav: Du kan for det første på skiftet rejse vederlagskrav, hvis din ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af sin rådighed over sin formue eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad har formindsket sin del af fællesboet. Det vil blandt andet være den arv, som din henvendelse drejer sig om.

Som eksempler på dispositioner, der kan give anledning til vederlagskrav efter denne bestemmelse, kan nævnes, at din ægtefælle har givet store gaver til sin ven eller veninde under samlivsophævelsen, eller at din ægtefælle har formøblet et større beløb ved spil på kasino eller travbanen.

Hvis din ægtefælle havde en nettoformue på f.eks. 300.000 kr., før misbruget fandt sted og på 200.000 kr. efter misbruget, skal du ved bodelingen stilles, som om din ægtefælle fortsat havde en nettoformue på 300.000 kr. Hvis din formue er på 0 kr. eller er negativ, skal du have halvdelen af 300.000 kr. eller 150.000 kr., som dit boslod. Din ægtefælle står herefter tilbage med 50.000 kr., idet misbruget bliver for din ægtefælles egen regning.

Du kan ikke rejse misbrugskrav ved din ægtefælles dispositioner over sit særeje – hvad enten der er tale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje. I disse tilfælde skulle du alligevel ikke have nogen andel af særejet ved separation eller skilsmisse.

Særrettighedskrav: Du kan for det andet rejse vederlagskrav, hvis din ægtefælle har anvendt delingsformue til erhvervelse eller forbedring af sit særeje eller sine særlige rettigheder, som ikke skal deles, som f.eks. goodwill. Denne regel gælder, selvom der ikke er tale om nogen form for misbrug eller illoyal adfærd fra din ægtefælles side. Har din ægtefælle f.eks. et sommerhus, som er skilsmissesæreje, kan du rejse vederlagskrav, hvis din ægtefælle har brugt fællesejemidler til at indfri pantegælden i sommerhuset eller til at betale en tilbygning til sommerhuset.

Du kan ikke rejse særrettighedskrav, hvis din ægtefælle har anvendt fællesejemidler til erhvervelse af en pensionsrettighed, der ikke skal deles.

Særejebeskyttelseskrav: Der er for det tredje mulighed for at rejse vederlagskrav, hvis du har anvendt midler af dit særeje til bedste for din bodel.

Jeg håber, at det besvarede dit spørgsmål – ellers er du meget velkommen til at kontakte os igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *