Hvad er sumsæreje? | Alt du skal vide

Når man gifter sig, følger der ikke kun kærlighed og fællesskab med, men også økonomiske spørgsmål. En af de muligheder, man har for at beskytte sin formue, er sumsæreje.

 

I denne artikel forklarer vi, hvad sumsæreje er, hvordan det fungerer i praksis, og hvornår det kan være en god idé at overveje det – f.eks. i forbindelse med ægtepagt, boligkøb eller arv.

sumsæreje hvor man aftaler hvordan bolig, opsparing, formue skal deles op

Indholdsfortegnelse

Picture of Jeppe Paaske

Jeppe Paaske

Chefjurist

Picture of Clara Eltorp

Clara Eltorp

Content Marketing Coordinator

Hvad er sumsæreje?

Skal du giftes eller er du allerede gift, og har du tænkt over, hvordan I bedst beskytter jeres økonomi? En ægtepagt med sumsæreje kan være en god løsning, hvis I gerne vil have styr på, hvad der skal deles, og hvad der ikke skal, hvis I en dag bliver skilt eller én af jer går bort.

Sumsæreje betyder, at I aftaler, at et bestemt beløb eller værdi, ikke skal deles, hvis ægteskabet ender. Det kan f.eks. være, at den ene af jer har sparet op til en bolig eller har fået en arv, som I gerne vil sikre, bliver på egne hænder. Resten af jeres værdier vil stadig blive delt som normalt.

 

Genstandsbestemt sumsæreje 

Sumsæreje kan også handle om konkrete ting. Det kaldes genstandsbestemt sumsæreje. Her aftaler I, at en bestemt ting, f.eks. jeres sommerhus eller en investering, helt eller delvist skal være særeje. Det giver jer fleksibilitet til at tage hensyn til netop jeres situation. Måske har den ene af jer lagt hele udbetalingen til huset, mens I sammen betaler af på lånet. 

Eksempler på ægtepagter med og uden særeje

Uden særeje

Hvis I ikke laver nogen ægtepagt, bliver jeres værdier som udgangspunkt fælleseje. Det betyder, at alt, I ejer hver især – både nu og fremover – skal deles lige, hvis I bliver skilt. Det gælder også, selvom den ene af jer har sparet mere op, har fået en arv eller ejer en bolig.

Med særeje

Med en ægtepagt kan I aftale, at visse værdier ikke skal deles. Har du f.eks. 500.000 kr. med ind i ægteskabet, kan du vælge at beskytte dem via sumsæreje. Så bliver det kun resten af formuen, I skal dele, hvis ægteskabet opløses.

 

Det giver ro i maven – især hvis der er stor forskel på, hvad I hver især kommer med.

Sumsæreje vs. Sumdeling

Når I kigger på mulighederne for at få styr på jeres økonomi med en ægtepagt, støder I måske på begreber som sumsæreje og sumdeling. Selvom de lyder ens, er der en vigtig forskel, og den handler om, hvad I vælger at beskytte, og hvad I vælger at dele.

Sumsæreje betyder, at I på forhånd aftaler, at et bestemt beløb ikke skal deles, hvis ægteskabet skulle ende. Resten af jeres værdier bliver delt som normalt. Man kan sige, at I her udpeger det, der skal holdes udenfor fællesskabet. Det er en god løsning, hvis du f.eks. har lagt en stor opsparing i jeres fælles bolig eller har arvet penge, du gerne vil beholde som dine egne.

Sumdeling går den anden vej. Her aftaler I, at alt hvad I ejer som udgangspunkt er særeje – altså jeres egne værdier – men at et bestemt beløb godt må deles, hvis ægteskabet slutter. Her peger I altså på det, der gerne må være fælleseje, og resten er beskyttet. Det kan være relevant, hvis I begge har store værdier med ind i ægteskabet, men stadig gerne vil have en vis delingsretfærdighed.

 

Uanset hvilken model I vælger, kræver det en ægtepagt – og det er en god idé at få hjælp til at vælge den løsning, der passer bedst til jeres økonomi og ønsker.

Hvordan skal man lave sumsæreje?

Der kan være mange gode grunde til at overveje sumsæreje, når man gifter sig. Det handler om at tage ansvar, tænke fremad og passe på både hinanden og jeres økonomi. Her er nogle typiske situationer, hvor sumsæreje kan være en rigtig god løsning:

Indskud til bolig

Har du sparet op i flere år og lagt en stor udbetaling i den bolig, I bor i sammen? Så kan det være en god idé at sikre, at netop de penge ikke automatisk skal deles, hvis I en dag vælger at gå hver til sit.

Med en aftale om sumsæreje kan du beskytte det beløb, du har lagt ind, så det ikke indgår i den formue, der skal deles. Det skaber tryghed, fordi du ved, at du får din investering med dig, hvis forholdet slutter.

Forskellige formuer

Måske kommer I ind i ægteskabet med meget forskellige økonomiske udgangspunkter, hvor den ene har måske opsparing, aktier eller ejer en virksomhed, mens den anden ikke har samme formue. Det kan føles uretfærdigt, hvis alt automatisk skal deles lige, uanset hvor det kommer fra.

Med sumsæreje kan I lave en balanceret løsning, hvor man beskytter en del af den større formue, samtidig med at man stadig deler noget af det fælles. Det kan være med til at skabe en sund og ligeværdig økonomisk ramme for ægteskabet.

Beskyttelse af gaver og arv

Arv og gaver er ofte noget, man får med tanken om, at det skal blive i familien. Måske har du arvet penge fra dine forældre eller fået en pengegave fra bedsteforældre, som du gerne vil kunne give videre til dine egne børn en dag.

 

Med sumsæreje kan du sikre, at arven ikke skal deles ved skilsmisse. Den bliver hos dig, uanset hvad der sker i fremtiden. Det er en god måde at ære intentionerne bag arven og samtidig undgå unødige konflikter, hvis ægteskabet slutter.

Fordele ved sumsæreje

  • I får styr på økonomien og undgår ubehagelige overraskelser.
  • Du kan beskytte en konkret del af dine værdier.
  • Der kan være skattemæssige fordele ved dødsfald, fordi beløbsgrænser og boafgift spiller ind.
  • Det kan tilpasses jeres behov og kombineres med andre typer særeje.

Ulemper ved sumsæreje

  • Den ene part kan få mindre, hvis forholdet slutter.
  • Det kræver lidt planlægning og juridisk hjælp, men det er som regel godt givet ud.
  • Beløbet skal eventuelt reguleres, så det følger med prisudviklingen over tid.
  • Det kan føles akavet at tage snakken, men det er langt bedre at få styr på tingene, mens alt er godt.

Få juridisk rådgivning hos TestaViva

Hos TestaViva hjælper vi hver dag par med at finde den rigtige løsning. Vi gør det nemt at oprette en ægtepagt med sumsæreje – tilpasset lige præcis jeres situation. Du får professionel rådgivning og fuld tryghed for, at alt er juridisk korrekt. Og vigtigst af alt: I får talt tingene igennem og lavet en aftale, der passer til jer begge.

 

Er du nysgerrig på mere kan du med fordel læse om skilsmissesæreje, kombinationssæreje og fuldstændigt særeje.

Bliv juridisk sikret inden ægteskab

Få styr på de vigtigste juridiske dokumenter, så I kan fokusere på kærligheden og hinanden